Periodiseringsrapporten bruges til at give dig værdien af ubrugte klip for en udvalgt dato (= et øjebliksbillede). Du kan både bruge denne rapport i forbindelse med dit regnskab, men også hvis du bare gerne vil have et øjebliksbillede af værdien af ubrugte klip.
Hvad er periodisering?
Sælger du forudbetalte klippekort, så er der nogle skattemæssige regler, som gør sig gældende i forhold til, hvornår forudbetalinger indtægtsføres i dit regnskab.
Forudbetalinger skal nemlig først indtægtsføres af virksomheden, når ydelsen er gennemført, selvom fakturering og betaling er sket i et tidligere regnskabsår. Dette kaldes periodisering.
Formålet med periodisering er at sikre, at bogføringen er så korrekt som muligt og kan bruges til både indtægter og udgifter. Det er kun selve indtægten/udgiften, som man periodiserer, da momsen for hele beløbet afregnes ved første bogføring.
Eksempel:
En virksomhed med regnskabsår fra 1. januar til 31. december sælger og modtager betaling for et forudbetalt klippekort på 10 klip den 1. november.
5 klip bliver brugt og registreret i samme år som klippekortet er betalt, men pr. 31. december er der stadig 5 ubrugte klip tilbage. Indtægten for de 5 ubrugte klip skal ikke bogføres i regnskabsåret, der er gået (selvom pengene er modtaget), men først i det regnskabsår hvor klippene faktisk bliver brugt (gennemført).
Periodiseringsrapport fra Effihub
I Effihub kan du nemt trække en periodiseringsrapport for dine klippekort, så du eller din bogholder/revisor kan bogføre dine indtægter korrekt. Det er et samlet tal, der skal bruges i regnskabet, men der skal vedlægges et bogføringsbilag til dokumentation.
OBS! Denne rapport kan også bruges, hvis du på et givent tidpunkt gerne vil se hvor mange klip/timer, du skylder væk!
For at trække en rapport går du til ‘Rapporter > Periodisering’.
1) Vælg dato
Start med at vælge hvilken dato du vil se balancen for klip (det er normalt sidste dag i regnskabsåret).
2) Vælg klippekortstatus
Vælg, om du vil lave rapporten ud fra alle aktive klippekort, eller om du også vil inkludere udløbne klippekort med ubrugte klip.
OBS! Man vil normalt ikke periodisere udløbne klippekort, selvom der er ubrugte klip ved afslutningen af regnskabsåret. Eftersom klippekortet er udløbet, betragter man det som afsluttet og ydelsen gennemført i det regnskabsår, som klippekortet er udløbet. Der kan dog være undtagelser, alt efter hvordan dine salgs- og handelsbetingelser er udformet ift. udløbne klippekort. Hvis du ved at et udløbet klippekort vil blive genåbnet, så skal det tælles med. Det er noget, du skal afklare med din revisor.
Tryk på knappen ‘Hent rapport’.
3) Gennemgå klippekort med ubrugte klip
Du får nu vist en oversigt med alle klippekort med ubrugte klip, som det så ud pr. den valgte dato. Hvis du har valgt at vise både aktive og udløbne klippekort, så vises udløbne nederst på listen. De skal manuelt tilføjes/vælges i oversigten.
Du skal nu gennemgå listen.
Du har mulighed for at tilvælge/fravælge klippekort, som af den ene eller anden årsag ikke skal med i rapporten. Fx interne klippekort eller andre, som ikke har faktura/betaling tilknyttet, og dermed ikke skal bogføres.
Det akkumulerede tal i bunden af rapporten opdateres løbende, så snart du tilføjer eller fravælger klippekort i oversigten. Beløbet kan kun beregnes for de klippekort, som har fået tilføjet en salgspris. For at tilføje en salgspris til klippekort skal du åbne de pågældende klippekort (der er link til dem i oversigten, hvis der mangler en salgspris) og tilføje en salgspris og derefter trække rapporten igen. Eller du kan downloade CSV filen og åbne den i et regneark (f.eks. Excel), hvor du kan tilføje salgspris og lave dine egne beregninger.
4) Se resultatet og hent CSV fil
Nederst får du nu et samlet overblik over, hvilke klip/indtægter der kan periodiseres. Periodiserede indtægter skal kunne dokumenteres, så du kan også downloade en CSV fil, som kan åbnes i f.eks. Excel. Der skal vedlægges et bogføringsbilag ved årsregnskabet, og CSV filen kan bruges til det formål. Tjek med din bogholder eller revisor om kravene til bilaget.
Periodisering FAQ
Hvorfor skal jeg ikke vælge en start- og slutdato?
- Ubrugte klip på aktive klippekort (dvs. der er en forventning om at de ubrugte klip skal udføres i fremtiden) skal periodiseres lige meget, hvor lang tid det er siden, at klippekortet blev faktureret. Også selvom de ubrugte klip allerede er blevet periodiseret fra forrige regnskabsår. Er de stadig ubrugte, så skal de føres videre til næste regnskabsår.
Skal jeg periodisere pr. klippekort eller total?
- Du skal kun bruge det totale periodiseringsbeløb. Dvs. den samlede værdi i kr. for alle dine ubrugte klip på tværs af alle klippekort.
Kan jeg slippe for at lave periodisering?
- Nej – det er et krav, at man periodiserer sine indtægter, således man har de erhvervede indtægter med i rette indkomstår.
Skal jeg medtage klippekort, som er udløbet?
- Som udgangspunkt skal du kun tælle de aktive klippekort med, som fortsat er gyldige. Men for de kunder hvor I ved, at I vil genåbne, er de i princippet stadig aktive og skal medtages. Så det er en vurderingssag.
Hvad skal jeg gøre, når de periodiserede klip er leveret i det nye år?
- Den periodiserede indtægt fra sidste år kommer med i dette års regnskab. Men ellers skal du ikke gøre noget specielt, når klippene skal bruges/udføres dette år. Ved afslutning af det nuværende regnskabsår, henter du en ny periodiseringsrapport og overfører det tal til næste års regnskab.
Periodisering og bogføring i dit regnskabsprogram
Læs mere om periodisering i e-conomic her: https://www.e-conomic.dk/regnskabsprogram/ordbog/periodisering
Læs mere om periodisering i Dinero her: https://dinero.dk/support/saadan-periodiserer-du-indtaegterudgifter-dinero/